En af mine bedste veninder døde for nogle år siden af brystkræft. Susanne og jeg mødte hinanden første gang på et male-/tegnekursus, kom derefter til at gå på Danmarks Designskole sammen og blev bedste venner. Susanne var en meget farverig person, på en bohemeagtig facon, og den fødte optimist. Hun var nem at omgås og nem at elske. Hun boede i Berlin, og det var der, hun døde.
Susannes begravelse kom til at stå i skærende kontrast til hendes ellers farverige personlighed og hendes spændende og kaotiske liv. Begravelsen afspejlede på ingen måde personen Susanne. Derfor blev det en meget tam ’oplevelse’ for mig. Kisten var en simpel udgave i en ubestemmelig træsort, kirkerummet uhøjtideligt, og præsten fik slet ikke beskrevet Susanne som den farverige, sjove og kærlige person, hun var.
Jeg gik helt i baglås og kunne ikke få afløb for al min sorg. Gråden og savnet sad som en stor trykkende knude i brystet. I bilen på vej tilbage til København havde jeg det virkelig dårligt. Jeg følte mig meget uforløst. I min verden skulle hun have haft en helt unik begravelse. Et kirkerum fyldt med farver og en masse blomster. En præst, der havde power, og som kunne gøre prædikenen så levende, at den nåede helt ned til bageste række.
Både min venindes død og dét, at jeg selv blev meget syg kort tid efter, gjorde, at jeg begyndte at tænke meget på døden. Under min sygdom oplevede jeg, hvor hårfin grænsen er mellem liv og død. På et tidspunkt troede mine venner og familie ikke, at jeg ville overleve. Det tvivlede jeg også selv på, men vi talte ikke om det, fordi det var vigtigt for os alle at bevare håbet. Jeg kunne godt se, at især min mand var bange for, at jeg skulle dø. Vi var samtidig blevet forældre for første gang, og han havde selvfølgelig ikke lyst til at stå alene tilbage med et nyfødt barn. Jeg var egentlig ikke bange for døden, men tænkte tit på, at det ville være ærgerligt ikke at få ”den sidste del” af livet med og at være nødt til at sige farvel til min familie – især min nyfødte søn.
I dag, når jeg er alene og tænker tilbage på det, kan jeg stadigvæk godt blive rørt af de følelser af tab og sorg, som stadigvæk sidder i mig, fordi jeg var så tæt på at miste mit liv, samtidig med at jeg lige havde mistet min bedste veninde.
Da jeg efter mange indlæggelser fik det bedre og endelig kom hjem, begyndte jeg at researche på internettet efter artikler og bøger om døden. Jeg fandt ikke meget information om, hvordan man forbereder sin egen død, og det, jeg fandt, var ikke særligt inspirerende. Ud af den research fik jeg ideen til bogen.
Med en faglig baggrund som grafiker/AD´er og iværksætter med fokus på tabuer var det ganske naturligt for mig at gå i gang med at realisere bogprojektet. Hele processen har været en meget positiv oplevelse, men også meget følelsesbetonet. Især fortællingerne om at miste og sørge har rørt mig rigtig meget, fordi jeg kender de følelser så godt. At få sagt ordentligt farvel er jo vigtigt i alle forhold af livet, og det sidste farvel, som ikke kan gøres om, vil jeg gerne arbejde videre på, så det bliver ordentligt, imens tid er. Det vil jeg gerne gøre for min egen skyld og for mine venner og min familie.
